Af Vibeke Thorbjørnsen

Det problem er der vist mange hundeejere, der kan nikke genkendende til. Den øvelse, vi har set udført af andre, har vi selv et klart billede af, men at få det formidlet videre til den firbenede kan være svært, især fordi hunde primært reagerer på kropssprog. Svenske Inki Sjösten har imidlertid udviklet en metode - hun kalder den mentale billeder -, der får hunden til at reagere på ord.

Hundens primære sanser er lugt, syn og hørelse. Ved metoden her vil man, at hunden skal udelukke fristelserne fra de to første og udelukkende reagere på hørelsen. Det bevirker, at man har så lidt kropssprog som overhovedet muligt, altså man står helt stille, når man giver kommandoordet.

Man starter med at skabe en god relation mellem hund og fører. Hertil bruges "firkløveret". Fire forskellige former for belønning:

Social kontakt i form af klappe, kæle og sige venlige ord

Trækkeleg, hvor man bytter med godbid.

Boldjagt, her bruges to bolde, så hunden ikke får "ejerfornemmelser"

Alt sammen ting, der bringer hundeføreren i centrum for det positive. Når hund og fører har indlært de forskellige belønningsformer, tages stilling til, hvad der fungerer bedst i øjeblikket, hvilken belønning tænder hunden mest på og hvilken mindst. I starten bruger man alle fire hver gang, den bedste til sidst.

På et roligt sted indlæres, at når hunden tager øjenkontakt, siger vi "dygtig" neutralt, finder roligt godbidden frem fra lommen, hunden får belønning/godbid og hører ordet "dygtig" en gang til- et målbillede skabes. Det er ikke meget anderledes end shaping eller clickertræning.

Udgangspunkt for konkret indlæring: God relation, godt sted at træne, ro og eventuelt en hjælper.

Føreren siger et kommandord, mens han/hun står helt stille, hunden hører ordet, da der ikke findes andre påvirkninger. Hunden undrer sig/spørger, hvad ordet/lyden betyder.

Føreren hjælper hunden til den rette position, f.eks. dæk. Hunden skal høre roseordet "dygtig", når den er i rette position (i mål). Hunden afventer den konkrete belønning (den har lært, at "dygtig" er lig med en belønning), som placeres på samme måde/sted hver gang i begyndelsen – et målbillede er skabt. Ved afslutning af øvelsen, sig fri og vend dig bort og lad hunden passe sig selv. I dækøvelsen kunne man vælge at belønne mellem forbenene, senere kan man få en hjælper til at placere belønningen samme sted.

Altså, man siger et ord til hunden, mens man forholder sig helt stille med kroppen. Ordet skal fremkalde et billede hos hunden (hunden associerer til en oplevelse).

Målbilledet for vort kommandoord skal være så tydeligt og positivt, at hunden vælger den kendte belønningssituation frem for lugt eller synsindtrykkets fristelser.

Ved målbilledtræning af apportering begynder man med den adfærd, der ligger nærmest slutmålet (belønningssituationen) målbilledet. Ved apporteringen er det således det at slippe, som er det allersidste, hunden gør, og som den skal tænke på, mens den har apporten i munden. Al belønning gives ved aflevering i hånden, ingen ros for at samle op – det gælder for øvrigt også i feltet. Igen ser vi her de baglæns indlæringskæder, hvor hunden hele tiden arbejder hen imod noget kendt, og hvor intensiteten i øvelsen dermed stiger.

Inki forestiller sig målbilledtræningen som en række ens billeder i hundens hjerne, forskellige i omgivelser og situationer, men ens i hundens fysiske reaktion på lyden. Man har i mange år talt om hjernespor i DcH, forskellen er her, at hunden udelukkende skal reagere på lyden (kommandoordet).

Indlæringen af indkald er interessant. Hundeføreren forholder sig helt passiv. En hjælper går væk fra føreren med hunden i line uden at sige noget. På et givet signal kalder hundeføreren "kom" højt og tydeligt. Hjælperen leder hunden til føreren første gang (ved 3. eller 4. indkald, har hunden som regel allerede lært det). Føreren, der stadig står helt stille, siger det neutrale "dygtig", venter endnu et par sekunder, før der belønnes med "firkløveret", start med det, hunden er mindst vild med og slut med det bedste. Hunden skal forbinde denne oplevelse (skabe sit målbillede) med ordet "kom". Så kommer ordet fri, og der er ro og tavshed inden næste øvelse. Fordelen ved denne indlæring er helt klart den ro, der hersker. Den bygger på tilknytning til føreren, ikke på angsten for, at føreren forsvinder eller på jagtinstinktet for at jage en løbende hundefører (eller alt andet, der bevæger sig).

Også indlæringen af de frie øvelser ud fra devisen - føreren er nulpunktet, målpunktet er 100% - virker tiltalende, men det vil føre for vidt at komme ind på her.

Der foreligger et omfattende undervisningsmateriale til metoden, både "hverdagslydighed" og deciderede konkurrencediscipliner. Materialet består af bøger med tilhørende videoer, delt op på forskellige niveauer, der passer til et kursusforløb. Der er arbejds- og uddannelsesplaner for trænerne, dette materiale bliver løbende opdateret.

Alt er meget nemt at gå til, og en del af det er/bliver oversat til dansk af en af DcH´s kredsinstruktører, Kirsten Christoffersen. Kreds 3 havde allerede besøg af Inki i 1999 og har derfor en del praktiske (og positive) erfaringer med hendes metoder.

I Sverige tilbyder man hundetræning på en lidt anden måde, idet man for eksempel udbyder et begynderkursus om foråret, 6-8 gange á tre timer pr. gang, der udleveres skriftligt materiale til kursisterne til hjælp til træningen derhjemme. Om efteråret følger så som regel et fortsætter-kursus på samme måde. Ca. 2/3 af kursisterne fortsætter, og typisk ender ca. 5% som konkurrencehunde.

Modellen slider ikke så meget på trænerne (det kunne måske løse nogle generelle problemer rundt om i lokalforeningerne). Den ville i givet fald give en mere ensartet grundindlæring i DcH, den lægger i høj grad ansvaret for hundens træning på føreren. Man indlærer ikke noget "forkert", der senere kan kollidere med konkurrence, den har et fornuftigt forløb - en rød tråd - man måske har savnet, og så er den positiv både for hund og fører.

Det er da heller ikke underligt, at uddannelsesudvalget kraftigt overvejer at indføre metoden som grundmateriale i DcH.

Inki Sjösten har mere end 30 års erfaring som instruktør og aktiv konkurrencehundefører med mange gode resultater, både hun og hendes mand, Roland, deltog i de Svenske mesterskaber i 2000